Gamle sorter af køkkenurter

Skattejagt efter gamle sorter af køkkenurter og Ærter for Evigt.

Kære gæst! Da jeg er ved at skrive et leksikon over gamle danske grøntsagssorter, bliver siden ikke opdateret lige nu. Den vil dog stadig være tilgængelig. Leksikon over gamle danske grøntsagssorter – kulturhistorie, beskrivelser, frøavl og mad udkommer i august 2024, og det vil fortælle de fantastiske historier om over 300 af de mest dyrkede gamle danske køkkenurtesorter.

Hjemmesiden degamlesorter.dk er lavet for, at du kan gå på skattejagt efter beskrivelser af de gamle sorter af grønsager og deres historie. Det kan du gøre ved at gå ind under menuen Om sidens grønsagsarter. Du vil også under de enkelte køkkenurter kunne læse om de dyrkningsmetoder og frøavlsteknikker, der blev anvendt før 1950.

Beskrivelserne bliver lagt op løbende gennem de kommende år. Og det foregår via frivilligt arbejde.

Baggrund.

Siden er udformet på baggrund af projektet “De gamle sorter af vore køkkenurter – beskrivelse for at genopdage og bevare” og den publikation, som hører til projektet.

Projektets publikation bliver nu tilgængelig via de forskellige sider på hjemmesiden og under menuen Projektets publikation. For at gøre hjemmesiden enkel at opbygge og vedligeholde er kapitlerne fra publikationen lagt ud i deres helhed i PDF-format. OBS! For at komme tilbage til hjemmesiden fra de enkelte PDF-filer brug blot tilbage-pilen.

Ærter for Evigt.

Du kan også følge nogle af nogle af projektets ærtesorter, når der bliver lagt beskrivelser af dem op på min blog her på siden. Den har meget passende fået titlen Ærter for Evigt. Du finder den til højre eller nederst på smartphone, tablet etc., og du skal blot klikke på de enkelte indlæg efterhånden, som de bliver lagt op, for at følge med.

Dyrkningen af sorterne ”live” er i centrum. Derfor bliver der dyrket frøprøver af sorterne fundet i genbanker og i handelen sideløbende med, at beskrivelserne bliver færdigskrevet og lagt op. For det er med de gamle sorter af køkkenurter som med musik. De skal ud at klinge i jorden og ikke ligge hengemt på et genbibliotek. I den levende dyrkning trives de som rejsekammerater gennem menneskers levede liv.

Visionen for denne side er kort sagt, at sorterne skal bevæge sig fra Ex Situ opbevaring over In Situ og On Farm dyrkning og vedligeholdelse til On Table føde og glæde for mennesker.

Bloggen fik i 2019 som sagt titlen Ærter for Evigt inspireret af et altid nærværende ønske for os mennesker: Peace Forever.

Foredrag, formidling og konsulentbistand

Hvis du er medlem af en havekreds eller en lokalkreds indenfor haveselskabet, kan det være du synes, at et foredrag om de gamle sorter af køkkenurter kunne være interessant. Det kan også være du arbejder eller er elev på en gartnerskole, en landbrugsskole eller et universitet og gerne vil have en gæstelærer eller -foredragsholder til at komme og besøge jer. Eller det kan være, du er ansat på et kulturhistorisk museum og gerne vil have konsulentbistand til at genskabe en historisk have på sortsniveau. I alle disse tilfælde er du velkommen til at kontakte mig via Kontakt.

Honorarer for foredrag etc. går til arbejdet med at opdatere denne side med beskrivelser og historier. De vil også komme til at bidrage til det videre arbejde med de gamle sorter af køkkenurter i form af f.eks. indsamlingsrejser, frøbestillinger etc., for Det stopper ikke her.

Læs mere.

Du kan læse mere på Om siden, og du kan finde mere om begrebet gamle sorter her. Hvis du vil vide noget om det at beskrive gamle sorter, kan du finde det her.

Spørgsmål og kontakt.

Du er altid velkommen til at kontakte mig med spørgsmål via Kontakt. Der kan du også læse lidt om, hvem jeg er, og hvad jeg arbejder med.

‘American Wonder’ – underet fra Amerika

Den meget tidlige, lave marvært ’Wonder of America’ blev dyrket helt op i den periode i den skandinaviske sortshistorie, som man kan kalde Sildig Mendelikum. Den forløb fra 1925 til 1950. Du kan se mere om de sortshistoriske tidsperioder for grønsager og de mest dyrkede sorter her.

’American Wonder’, som den også kaldes, blev i slutningen af 1800tallet karakteriseret som fortrinlig og ”den tidligste, laveste og mest rigtbærende Ærtesort….det er en næsten utrolig Mængde Frugter den bærer trods sin Lidenhed”.

Den gode smag er et af de karaktertræk, der der forbindes med sorten.

I første halvdel af 1900tallet blev sorten i en vis udstrækning fortrængt af først ’Witham Wonder’ og senere ’Kelvedon Wonder’, som begge giver større udbytte.

Bælgene hos de to lave ærtesorter 'American Wonder' og 'Witham Wonder'. Billede taget af C. G. Dahl til årbogen Sveriges Trädgårdsodling 1924.
Bælgene hos de to lave ærtesorter ‘American Wonder’ og ‘Witham Wonder’. Billede taget af C. G. Dahl til årbogen Sveriges Trädgårdsodling 1924.

Den er i en amerikansk kilde blevet kaldt ”probably the most widely known American pea”. Eller er den måske i virkeligheden Canadisk?

Frøprøver og accessioner

I forsøgene i 2019 deltog følgende 4 frøprøver af ’Wonder of America’:

’Wonder Van Amerika’. Fra NordGen. Accessionsnr. NGB 102763.1. Donorlandet er Sverige. Genbanken har modtaget accessionen fra Stig Blixt, Weibullsholm.

’Wonder Van Amerika’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 244266. Donorlandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1957 fra Instituut voor de Veredeling van Tuinbouwgewassen i Wageningen.

’Wonder of America’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 251625. Donorlandet er Jugoslavien. Modtaget af genbanken i 1958 fra Agrariacoop Seed House, Zagreb.

’Wonder van Amerika’. Fra det hollandske frøfirma Tuinplus i Heerenveen.

Anvendelse

’Wonder of America’ har været anvendt til den tidligste forsyning af marværter til bælgning. Den har en plukketid på ca. 25 dage. Sorten er også blev anvendt til drivning af ærter.

Beskrivelse

Beskrivelserne af de sorter, som er med i Ærter for Evigt tager først og fremmest udgangspunkt i skandinaviske kilder, og de er en sammenskrivning af disse. Forsøgene går jo blandt andet ud på at finde ud af, om vi stadig i dag har frømateriale af det, som vi ud fra datidens beskrivelser med god ret kan kalde gamle danske og skandinaviske ærtesorter. For at lette læsningen er der ikke indsat kildehenvisninger her i teksten. Men du kan finde de fleste af kilderne her.

’American Wonder’ er noget tidligere end ’Wonder of Witham’. Forskellen er dog ikke så stor, at den opvejer ’American Wonders’ lavere kvalitet og afkast. Dette er middelhøjt til over middelhøjt med en frøprocent på 36-39.

Planten er 30-40 cm høj. 15-30 cm og 70 cm er også beskrevet. I forbindelse med den sidste højdeangivelse er et internodieantal på 16 angivet. Dens vækst er buskformet og vel forgrenet. Stænglen er forholdsvis kraftig med 2-3 korte grene under den første blomsterbærende gren. Dens stivhed beskrives dog også som værende ikke god.

Bælgene er middelstore, lysegrønne til grønne, lige og but afstumpede. De er 6,7 cm lange og 1,3 cm brede. En længde på 4-8 cm og en brede på indtil 1,6 cm er ligeledes nævnt. Bælgene er også beskrevet som letgenkendelige på grund af deres form, idet den er meget jævnt tilspidse. De er godt til middelgodt fyldte og indeholder 5-9 store ærter af god smag. Deres sødme bedømmes til at være god til middelgod, hvorimod deres saftighed siges at være lille til middel.

Blomsterne, der er middelstore og i reglen sidder enkeltvis på stilkene, fremkommer i 9.-10. bladhjørne. De ender i en indtil 1,5 cm lang gold aksespids. Der er ingen støtteblade for blomsterne. På 20 planter er der ca. 58 enkelte blomster og 3 to-blomstrede klaser. Det er dog også beskrevet, at sorten gennemgående er to-blomstret.

Småbladene er store og grønne. Akselbladene er noget under middelstore til middelstore, grønne til mørkegrønne og middel til stærkt hvidplettede (panacherede). Slyngtrådene er ikke stærkt udviklede.

De friske ærter er grønne til lysegrågrønne. De modne frø er gule og meget uregelmæssige med en mængde furer og dale, temmelig lys blåliggrønne. 9 mm lange og 7 mm brede.

‘Wonder of America’ er som nævnt en tidlig ært. Kilderne oplyser, at der går ca. 47 dage fra såning til første blomst og ca. 72 dage fra såning til første plukkedag. Det er vigtigt at lægge mærke til, at der er i det skandinaviske kildemateriale gennem tiden er brugt forskellige målemetoder for at fastsætte tidlighedstallet for ærter.

På hjemmesiden www.deoerakker.nl kan du på den hollandske fortegnelse over gamle grønsagssorter, Oranje Lijst bl. a. se billeder og flere beskrivelser af ‘Witham Wonder’. Og du kan se nogle interessante originalbeskrivelser af sorten i PDF-format her.

Oprindelse og historie

Et amerikansk eller canadisk under?

’American Wonder’ så dagens lys omkring 1875 eller 1876 hos den canadiske ærteforædler Chas. Arnold. Den er efter sigende et resultat af en krydsning mellem ’Little Gem’ og ’Champion of England’.

Det var dog det amerikanske frøfirma B. K. Bliss & Co. fra New York, der bragte den i handelen i 1878. Herfra spredte den sig med lynets hast til en lang række lande. Og den blev som nævnt en højt skattet ærtesort i Skandinavien i de sidste årtier af 1800tallet.

I litteratur og frøkataloger

Sorten nævnes første gang i den danske havebrugslitteratur i 1882. Men noget tyder på, at den allerede omkring 1880 var kommet til Danmark.

’Wonder of America’ nævnes med sikkerhed første gang i de bevarede danske frøkataloger i 1882 i kataloget fra J. E. Ohlsen i København. Der er en del huller i samlingerne af de danske frøkataloger fra 1800-tallet. Derfor kan det være svært at fastslå introduktionsåret i Danmark fuldstændigt.

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, som er en af de vigtigste kilder i de nordiske grønsagers sortshistorie, nævner ’American Wonder’ i de første tre udgaver fra 1902, 1912, 1920-21 (årstal for indbundne udgaver). Den beskrives her 25 cm høj og som den tidligste marvært.

Synonymer

’American Wonder’ har ikke nogen synonymer andet end de variationer, der optræder fra sprog til sprog. Det skal dog nævnes, at de danske forsøg afholdt omkring 1920 har kategoriseret sorter indsendt under navnet ’William Hurst’ som værende ’American Wonder’.

‘Wonder of Witham’ – underet fra Witham

Den middeltidlige, lave marvært ’Witham Wonder’ hører til blandt de allermest dyrkede ærtesorter helt op i den tidsperiode i sortshistorien, som man kan kalde Sildig Mendelikum. Den strækker sig fra 1925 til 1950. Du kan læse mere om de sortshistoriske tidsperioder her.

I nogle kilder fremhæves den sammen med den høje marvært ’Fairbeards early nonpareil’, som en af de to foretrukne sorter i Danmark.

Det var de store, smukke, velfyldte bælge, det store udbytte og den fine kvalitet, der i de første årtier af 1900tallet gjorde den til den mest værdsatte og dyrkede sort i Danmark, hvor den i 1948 blev omtalt som en ært, ”der gennem en Menneskealder har staaet som Hovedsort i Ærtedyrkningen”.

Den lave ærtesort 'Witham Wonder'. Fra Køkken Gartneriet af A. M. Danvig. 1951.
Den lave ærtesort ‘Witham Wonder’. Fra Køkken Gartneriet af A. M. Danvig. 1951.

Også i de øvrige nordiske lande blev ’Witham Wonder’ eller ’Wonder of Witham’, som den også kaldes, anset for at være den bedste af de lave marværter.

De norske grønsagsforsøg 1911-1913 prøvedyrkede 39 marværtesorter. Af disse stod ’Wonder of Witham’ og sorten ’Coopers Markt-Schatz’ højest både i dyrkningsværdi og handelsværdi.

Det interessante er, at ’Coopers Markt- Schatz’, der i danske forsøg opfattedes som et synonym for ’Witham Wonder’, vandt pladsen som anbefalet sort i kategorien spidse, snabelformede, smårummede marværter på den sortsliste, som K. Weydahl udarbejdede på baggrund af det videre norske forsøgsarbejde i 1910erne.

’Witham Wonder’ var dog allerede i 1918 tilbage på den officielle norske sortsliste. Og her var den fast inventar indtil midten af 1970erne.

Sorten stod også stærkt i de statslige danske forsøg med sorter af lave marværter 1919-1921. Her var ’Wonder of Witham’ i god overensstemmelse mellem forsøgene og tidens praksis den sort blandt de middeltidlige ærter med den største dyrkningsværdi. I forhold til udbytte, kvalitet og som handelsvare var den overlegen i forhold til de andre ærter i forsøget.

’Witham Wonder’ fik allerede i 1927 status af første klasses sort i de officielle svenske grønsagsforsøg. Og den blev også her anset for at være den mest dyrkningsværdige lave marvært: ”Witham Wonder intager med hänsyn till avkastning första platsen bland låga märgärter”.

Det er ikke underligt, at sorten havde en sikker plads i både danske og svenske frøkataloger helt op til midten af 1970erne.

Et bemærkelsesværdigt udtryk for den status, som ’Wonder og Witham’ opnåede i den skandinaviske sortshistorie, er, at den blev udpeget som målesort af Nordiske Jordbrugsforskeres Forening. Som sådan blev den anvendt i de statslige svenske forsøg med køkkenurter.

Sortens førsteplads i ærtehierarkiet understreges også af, at den i 1920erne indgik i flere af de allerførste svenske arvelighedsforsøg med ærter. Og den spillede en afgørende rolle i den svenske ærtespecialist Stig Blixts store afhandling fra 1972 om mutationsgenetik hos ærter.

I England blev ‘Witham Wonder’ anset for, at være ”a very productive variety, and of excellent quality”

Frøprøver og accessioner

I forsøgene i 2019 deltog følgende 4 frøprøver af ’Wonder of Witham’:

’Wonder van Witham’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 244268. Donorlandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1957 fra Instituut voor de Veredeling van Tuinbouwgewasswn i Wageningen..

’Witham Wonder’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 269764. Donorlandet er England. Oprindelseslandet er Sverige. Modtaget af genbanken i 1960 fra Unilever Limited, Bedford, England. En note bemærker ”From Aalnarp, Sweden”. Frø fra egen frøavl under net i 2017.

’Witham Wonder’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 275822. Donorlandet er Sverige. Modtaget af genbanken i 1961 fra North Experiment Station, Alnarp. Frø fra egen frøavl under net i 2017.

’Witham Wonder’. Fra NordGen. Accessionsnr. NGB 101760.2. Donorlandet er Sverige. Genbanken har modtaget accessionen fra Stig Blixt, Weibullsholm.

Anvendelse

’Witham Wonder’ var hovedsorten, når det gjaldt dyrkning til auktions- og torvesalg. Den blev også dyrket til konservering.

Beskrivelse

Beskrivelserne af de sorter, som er med i Ærter for Evigt, tager først og fremmest udgangspunkt i skandinaviske kilder, og de er en sammenskrivning af disse. Forsøgene går jo blandt andet ud på at finde ud af, om vi stadig i dag har frømateriale af det, som vi ud fra datidens beskrivelser med god ret kan kalde gamle danske og skandinaviske ærtesorter. For at lette læsningen er der ikke indsat kildehenvisninger her i teksten. Men du kan finde de fleste af kilderne her.

’Wonder of Witham’ er middeltidlig. Der går ca. 45-51 dage fra såning til blomstring og ca. 77 dage fra såning til første plukkedag. Det er dog svært at finde overbevisende tal for den sidste tidsangivelse i kilderne. Det er nemlig vigtigt at bemærke, at der er i det skandinaviske kildemateriale gennem tiden er brugt forskellige målemetoder for at fastsætte tidlighedstallet for ærter.

Sorten blev anset for at være den bedste og mest frugtbare af de lave marværter. Den leverede en fin handelsvare og opnåede til torvebrug den højeste pris.

I beretningen fra de danske forsøg med lave marværter 1934-1935 hedder det imidlertid, at ”sorten er næppe så rentabel til Handelsbrug som foregaaende (’Kelvedon Wonder’, red.), men vil sikkert ved sin gode kvalitet holde sig til Privatdyrkning”.

Den generelle holdning var dog, at ”Witham Wonder er formentlig vor bedste lave marvært”.

Plantens vækst er kraftig og ret ensartet.

Den har oprette, tykke, stive, lysegrønne, 35 til 60 cm høje stængler. En enkelt kilde nævner en højde på 25-30 cm. Og en anden 60-70 cm. Internodieantallet er 13-15. Der er også nævnt 14-18. Planten står godt op, og slyngtrådene er kraftige og godt slyngende.

Blomsterne er store og sidder enkeltvis undertiden parvis på stilkene. En enkelt kilde skriver, at den i reglen er to-blomstret og uden forblade.

Bælgene er temmelig lange, 6 til knap 10 cm og 14-17 mm brede. De er spidse, smårummede, svagt krummede eller sabelformede eller svagt sabelformede, mellemgrønne til mørkegrønne, ret fyldige, og godt fyldte med 9-10 ærter i hver. 7-8 og 8-12 er også nævnt i kilderne.

Bælgene hos de to lave ærtesorter 'American Wonder' og 'Witham Wonder'. Billede taget af C. G. Dahl til årbogen Sveriges Trädgårdsodling 1924.
Bælgene hos de to lave ærtesorter ‘American Wonder’ og ‘Witham Wonder’. Billede taget af C. G. Dahl til årbogen Sveriges Trädgårdsodling 1924.

De friske ærter er middelstore til ret store, ret ensartede i størrelse, grågrønne til mørkegrønne og meget søde. De beskrives også som friskgrønne. Frøprocenten er høj. Helt op til over 50 %. Og ærterne skal have et lidt mindre indhold af æggehvidestof end den i dag meget kendte ’Kelvedon Wonder’, som ’Wonder of Witham’ sammenlignes med i danske forsøg i 1930erne. Til gengæld har de et lidt større sukkerindhold, og de synes at være mindre melede i samme udviklingstrin og at have finere skaller.

De modne frø er kantede og rynkede. Hvide og grønne.

Småbladene er middelstore til noget over middelstore, krusede og lysegrønne til mellemgrønne. En lille, smal bladplade er også beskrevet i kilderne. Akselbladene beskrives som små, middelgrønne og svagt panacherede og temmelig runde.

’Wonder of Witham’ har kort plukketid med en varighed på 15-22 dage. Selvom den er en af de tidligste marværter, spirer den ikke godt ved lave temperaturer. Derfor egner sorten sig ikke til de helt tidlige såninger.

På hjemmesiden www.deoerakker.nl kan du på den hollandske fortegnelse over gamle grønsagssorter, Oranje Lijst bl. a. se billeder og flere beskrivelser af ‘Witham Wonder’. Og du kan se nogle interessante originalbeskrivelser af sorten i PDF-format her.

Oprindelse og historie

Underet fra Witham

’Witham Wonder’ så dagens lys hos det engelske frøfirma Cooper, Taber & Co., der havde til huse i Witham og London.

Sorten er sandsynligvis resultatet af et udvalgsarbejde i den lave marvært ’English Wonder’, som den hovedsageligt adskiller sig fra ved at have krumme bælge.

Den kom i handelen omkring 1895.

I litteratur og frøkataloger

’Wonder of Witham’ nævnes første gang i den danske havebrugslitteratur i 1904 og med sikkerhed i de danske frøkataloger i 1900 i kataloget fra L. Dæhnfeldt, Odense.

Nordisk Illustrret Havebrugsleksikon

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, som er en af de vigtigste kilder i de nordiske grønsagers sortshistorie, nævner ’Wonder of Witham’ i de tre sidste udgaver fra 1920-21, 1934-36 og 1945-48 (årstal for indbundne udgaver) som en udmærket handels- og henkogningsært, ”som i mange Aar har været den førende lave marvært i Danmark”. Den beskrives som 45 cm høj med et stort udbytte af lange, mørkegrønne, velfyldte bælge og smukt grønne, søde frø.

Synonymer

’Witham Wonder’ har tilsyneladende ingen synonymer eller måske kun et enkelt? For som nævnt opfattede man i nogle af de danske forsøg ’Coopers Markt- Schatz’ som et synonym for ’Witham Wonder’.

‘Non plus ultra’ – “the Pea of Peas”

Den sildige og yderige høje marvært ’Non plus ultra’ var blandt de allermest dyrkede ærtesorter i Norden helt op i den tidsperiode i sortshistorien, som man kan kalde Sildig Mendelikum. Den strækker sig fra 1925 til 1950. Du kan læse mere om de sortshistoriske tidsperioder her.

‘Non plus ultra’ blev anset for at være en af de bedste høje ærtesorter.

Den havde ikke blot en fremtrædende plads i den danske ærtedyrking. Særligt i Sverige var den højt værdsat. Her vandt den bl.a. indpas under synonymet ’Stensært’: “Stensäterna utmärkas av sina stora frön med tunt fröskal och synnerligen förnäma kvalitet”. Der blev gennem tiden fremelsket mange nye stammer og sorter af ‘Stensærter’ ud fra den oprindelige sort. De kom ifølge kilderne til at adskille sig fra originalsorten.

Det er noget af det, der sammen med synonymproblematikken omkring ’Non plus ultra’ og ’Stensært’ blev studeret i forsøgene i 2019 og fortsat skal undersøges i forsøgene her i 2020.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev ‘Non plus ultra’ opfattet som en fortræffelig sort og den blev i Norden anset for at være den fineste af alle de dyrkede sorter på den tid.

De norske grønsagsforsøg i begyndelsen af 1900-tallet afprøvede 133 marværtesorter. Disse forsøg placerede sorten på listen over udvalgte ærtesorter anbefalet til dyrkning i Norge, og ærternes sagtighed og sødme fik gode karakterer.

De statslige danske forsøg med sorter af høje marværter i 1923-1924 fremhævede også sortens mørkegrønne ærters gode smag.

’Non plus ultra’ blev i England i slutningen af 1800-tallet kaldt ”the Pea of Peas”.

Frøprøver og accessioner i 2019

I forsøgene i 2019 deltog følgende 8 frøprøver af ’Non plus ultra’/’Stensært’:

’Ne Plus Ultra’. Skaffet fra den engelske frøsamlerorganisation The Heritage Seed Library, der i deres Seed List for 2019 omtaler sorten som en af de første hårdføre marværter sat i handelen i 1847. Den nåede ifølge HSL sin største popularitet i 1860-erne og 1870-erne. Bælgene er mørke, sidder parvist. Den fik i engelske forsøg afholdt i 1860 prædikatet rigtbærende. Det er en høj sort på over 2 meter. Den giver store ærter med en fin, sød og lækker smag. Fra såning til høst går der 90-100 dage.

’Ne Plus Ultra’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 206837. Donorlandet er USA. Modtaget af genbanken i 1953 fra University of Wisconsin. Fra en samling oprindelig grundlagt af D. N. Shoemaker.

’Non plus ultra’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 326422. Donorlandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1968 fra frøfirmaet Sluis Brothers, Enkhuizen, Holland.

‘Stens’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 244242. Donorlandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1957 fra Instituut voor de Veredeling van Tuinbouwgewassen i Wageningen.

’Stensärt’. Fra NordGen. Accessionsnr. NGB 103520.1. Donorlandet er Sverige. Genbanken har modtaget accessionen fra Stig Blixt, Weibullsholm.

’Stens’. Fra NordGen. Accessionsnr. NGB 100185.1. Donorlandet er Sverige. Genbanken har modtaget accessionen fra Stig Blixt, Weibullsholm. ‘Non plus ultra’ angives som synonym.

’Stens’. Fra NordGen. Accessionsnr. NGB 102775.1. Donorlandet er Sverige. Genbanken har modtaget accessionen fra Stig Blixt, Weibullsholm.

’Ne plus ultra’. En handelsprøve skaffet fra det hollandske frøfirma Vreken´s Zaden, der beskriver sorten som en af de få ærter fra før-victoriansk tid (før 1837). ’Ne Plus Ultra’ er en af de højeste voksende ærter. Navnet betyder “Intet bedre”. Hvem ved, takket være de unikke egenskaber har sorten overlevet århundrederne. De kraftige planter danner store blade og lyse hvide blomster. Til sidst en overflod af store bælge (20-25 cm (??red.)) med 8-10 store ærter hver. Sorten lider ikke af meldug indtil meget fugtigt vejr.

Frøprøver og accessioner i 2020

I forsøgene her i 2020 deltager disse 6 frøprøver af ’Non plus ultra’:

’Ne Plus Ultra’. Skaffet fra den engelske frøsamlerorganisation The Heritage Seed Library, der i deres Seed List for 2020 omtaler sorten som en af de første hårdføre marværter sat i handelen i 1847. Den nåede ifølge HSL sin største popularitet i 1860-erne og 1870-erne. Bælgene er mørke, sidder parvist. Den fik i engelske forsøg afholdt i 1860 prædikatet rigtbærende. Det er en høj sort på over 2 meter. Den giver store ærter med en fin, sød og lækker smag. Fra såning til høst går der 90-100 dage.

‘Ne Plus Ultra’. Fra den engelske ærteentusiast Adam Alexander, der samarbejder med The Heratige Seed Library. Du kan læse om Adams arbejde her.

‘Ne Plus Ultra’. Fra ærtegenbanken på John Innes Centre i Storbritannien. Accessionsnr. JIC 3127. Oprindelseslandet er USA. Modtaget af genbanken i 2001. Det oprindelige accessionsnr. er angivet til at være PI 206837, som er det samme hos prøven nedenfor.

’Ne Plus Ultra’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 206837. Donorlandet er USA. Modtaget af genbanken i 1953 fra University of Wisconsin. Fra en samling oprindelig grundlagt af D. N. Shoemaker.

‘Non Plus Ultra’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 834. Donorlandet er Tyskland. Ser ud til at være motaget af genbanken før 1945.

‘Non Plus Ultra’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 5235. Donorlandet er Tyskland. Ungarn står også angivet. Modtaget af genbanken i 2003.

Anvendelse

’Non plus ultra’/’Stensært’ har først og fremmest været dyrket for at kunne levere grønne ærter til bælgning i den sidste del af sæsonen. Blandt de høje ærtesorter blev den sammen sammen med ‘Hamlet’ og Fairbeard´s early Nonpareille’ anbefalet til hovedforsyningen af ærter til auktions- og torvesalg.

Beskrivelse

Beskrivelserne af de sorter, som er med i Ærter for Evigt, tager først og fremmest udgangspunkt i skandinaviske kilder, og de er en sammenskrivning af disse. Forsøgene går jo blandt andet ud på at finde ud af, om vi stadig i dag har frømateriale af det, som vi ud fra datidens beskrivelser med god ret kan kalde gamle danske og skandinaviske ærtesorter. For at lette læsningen er der ikke indsat kildehenvisninger her i teksten. Men du kan finde de fleste af kilderne her.

‘Non plus ultra’ tilhører den gruppe af marværter, der i følge den norske forsøgsleder K. Weydahls system fra begyndelsen af 1900-tallet, var karakteriserede ved butte, rette og storrumede bælge. Den bliver 120 til 180 cm høj, og stænglen, der er mindre stiv, har få til ingen forgreninger. Højder på 110 cm og 200 til 230 cm er også angivet i kilderne. Væksten beskrives som kraftig. Slyngtrådene er store. De beskrives som både stærkt og ikke stærkt hæftende. Planten begynder at sætte ærtebælge i 16. bladhjørne, og den ansætter 12 til 18 bælge. De sidder almindeligvis enkeltvis. Dog nævner kilderne også, at der er to bælge pr. blomsterstand.

Bladene er midelstore til store, mørkegrønne og hvidplettede. Bladpladen ofte stor og bredt panacheret (hvidbroget).

Bælgene er store og mørkegrønne. De er 5 til 9 cm lange og 12 til 17 mm brede. En længde på 7 til 10 cm og en bredde på 16 til 22 mm er også angivet i kilderne. Bælgene er middel til godt fyldte, og de indeholder 7 store ærter.

Du kan se bælgformen hos ‘Non plus ultra’ i en illustration af bælgformen fra Weydahls forsøg i Norge først i 1900-tallet kan ses her. I N. Junckers Den danske Landmandsbog fra 1919 er der gengivet et foto, der sammenligner bælgene hos de tre ærtesorter ‘Delicatesse’, ‘Champion of England og ‘Non plus ultra’. Det kan du se her.

De friske ærter er middelstore til store, mørkegrønne og af god smag. Deres saftighed og sødme karakteriseres som midelgod til meget god.

Udbyttet af grønne bælge er middel, men den har et stort udbytte af grønne ærter. Dens frøprocent er altså høj. 43-

‘Non plus ultra’ er som nævnt en sildig ært. Kilderne oplyser, at der går ca. 65 til 73 dage fra såning til første blomst og ca. 81 til 94 dage fra såning til første plukkedag. Plukketiden varer fra ca. 29 til 32 dage. Det er vigtigt at lægge mærke til, at der er i det skandinaviske kildemateriale gennem tiden er brugt forskellige målemetoder for at fastsætte tidlighedstallet for ærter.

Det er interessant, at de statslige danske forsøg med sorter af høje marværter i 1923-1924 beskrev både en smårummet udgave af ‘Non plus ultra’ med mindre frø og navnet ‘Non plus ultra’ og en storrummet udgave med navnet ‘Stensært’ . På trods af denne forskel betragtes navnene ‘Non plus ultra’ og ‘Stensært’ som synonymer.

I en af de interessante amerikanske skrifter om ærter skelnes mellem en engelsk og en svensk type af ’Non plus ultra’/’Stensärt’:

Engelsk type

In England Ne Plus Ultra grows very tall, sometimes 7 1/2 feet; stems slender, round at the base but enlarged and angular above, with long internodes and moderately prominent nodes, occasionally branched below the flowering node, 10th. Foliage abundant, light green, almost bloomless and little whitened, with non-characteristic leaflets in 4s and 5s, and much larger, round-tipped stipules with shallow teeth at the base, and clasping the stem deeply; pods single or in pairs on long slender stalks, 3 to 3 3/8 inches long, occasionally 3 3/4, with long sepals, broad, only moderately plump, oval to flat in cross section, straight, almost blunt at the ends or rarely square, with small recurved tips, smooth or slightly wrinkled when ready to pick, good dark green in color, with heavy bloom giving a grayish cast, holding freshness well; peas 3 to 7, large, oval to long-oblong usually separated in the pod, smooth coated, dark green in color and of splendid quality. The variety is not ready until past midseason, requiring 9 weeks from very late sowing to more than 10 for earlier ones. The crops in different years ranged from fair to very good.”

Svensk type

Non Plus Ultra, an improved strain, was grown here from seed sent by the Swedish improver, and is quite different in many ways : Dwarfer, heavier stemmed, with shorter internodes, often with two stems from base and branches from mid-stem, with small leaflets in 4s, and lightly clasping stipules, both much darker in color but with heavy bloom; pods slightly shorter, usually quite uniform, but occasionally only 2 3/4 inches long, narrow, plump and square-ended or even protuberant, more like those of some of the Gems than like the old Ne Plus Ultra. Peas 7, very large, not of as good color as in the original variety, but of excellent quality. The season was a little earlier and the crop better.”

Den svenske ’Non plus ultra’ blev sandsynligvis som nævnt givet navnet ’Stensärt’ eller blot ’Stens’. Der blev fremelsket mange stammer og linier af den, som G. Tometorp skriver i en meddelelse om de svenske ærteforsøg ved Alnarp 1943-1948: “Stensårterna äro en gammal sortgrupp, närstående Non plus ultra. RASMUSSON skriver (1924) om Stensärt: “Mellan denna sort och Non plus ultra kan nu ej upptäckas någon verklig och genomgående skillnad, liksom det ej är möjligt att avgöra, vad som skall kallas för akta’ Stensårt. Av båda sorterna finnas i marknaden ett mycket stort antal stammar, vilka utom i avkastning, tidighet o. s. v. bland annat skilja sig i fröstorleken.”

Sortskomplekset ’Non plus ultra’/’Stens’ er i det hele taget et af de mest spændende og ypperligste i den svenske køkkenurtedyrknings historie og i hele den skandinaviske ærteforædling.

Du kan se nogle interessante originalbeskrivelser af ‘Non plus ultra’/’Stensært’ i PDF-format her.

Oprindelse og historie

Spiller Thomas A. Knight igen en rolle?

Oprindelsen af ’Non plus ultra’ er ukendt. Men Thomas Andrew Knight´s navn er knyttet til ærten i en annonce. ’Knight´s Albert Edward’ er angivet som et synonym, og sorten siges at være “meget tæt på ’Knight Dwarf Green Marrow’”. Den blev tilsyneladende først annonceret af Brownlees i 1845. En senere henvisning siger, at den blev introduceret under flere navne mellem 1837 og 1847. ’Gen. Wyndham’ er nævnt som et synonym for ’Ne Plus Ultra’.

En enghelsk ærtespecialist

Den engelske ærtekender Hogg skriver dog i 1873, at ’Ne Plus Ultra’ blev forædlet ud fra ’Gen. Wyndham’. Den blev en meget mere kraftigt groende sort, med meget større bælge og en længere sæson.

En svensk forbindelse

I 1928 skriver Hedrick i The Vegetables of New York at ‘Ne Plus Ultra’ “is more than 80 years old; but is still listed and grown in England; and an improved type of it is becoming prominent in Sweden”. Kan det være den i Sverige så værdsatte ’Stensært’?

Den engelske relancering og “highly commended”

Det engelske frøfirma James Carter & Co. genintroducerede en forbedret type af ’Ne Plus Ultra’ i 1920-erne. Den fik et ”highly commended” ved Royal Horticultural Societys prøvedyrkninger.

De svenske stensärter

En anden vigtig og interessant fortælling om ’Stensærtens’ oprindelse fremkom under det svenske Fröuppropet igangsat af det svenske Programmet för odlat mångfald (POM) i årene 2002-2004. Her berettes følgende om ’Stensærtens’ komme til Skandinavien og dens tilblivelse som en svensk arvesort:

Den skal have fået sit navn efter Stens gård i Graversfors nord for Norrköping. En gammel traditionsrig større gård opkaldt efter et stenbrud på egnen. Mats Larsson, der i dag bor på Stens gård og har gransket historien om gårdens ’Stensært’, fortæller:

Carl Ericson är trädgårdsmästare på Stens gård och när hans son Erik skall välja yrkesbana går han i sin fars fotspår och reser 1890 till Chicago för trädgårdsstudier. Härifrån skickar han hem frö till en ärt annorlunda än alla dem han smakat därhemma. Ärtorna är större och sötare, de går att äta direkt utan tillagning, plantan växer sig tre meter hög och ger gröna mogna ärtor. Carl börjar korsa sorten med svenska ärtor och får så småningom fram “stensärten”, ärten från Stens gård som fått namn efter ett stenbrott i trakten.”

Nordisk Illustreret

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, som er en af de vigtigste kilder i de nordiske grønsagers sortshistorie, nævner ‘Non plus ultra’ i 4. og 5. udgave fra 1934-36 og 1945-48 (årstal for indbundne udgaver). Den beskrives her som ca. 160 cm høj og sildig med mørkegrønne bælge. Endvidere som småfrøet, yderig og af god kvalitet.

Mere om Ærternes Ært i litteratur og frøkataloger

Se mere om ’Non plus ultras’ indtog i den danske havebrugslitteratur og i frøkatalogerne på side 40 i kapitlet ’Non plus ultra’.

Synonymer

I kilderne nævnes følgende synonymer for ‘Non plus ultra’: ‘Stensært’, ‘Payne´s Conqueror’, ‘Cullingford´s Champion’, ‘Jeye´s Conqueror’, ’Edward´s Invincible’,
’Knight´s Albert Edward’, ’Late Wrinkled Green’, ’Gen. Wyndham’ og ’Champion of the World’

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ – den uovertrufne og standhaftige

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ hører til blandt de allermest dyrkede høje marværter i Norden frem mod 1950. I nogle kilder fremhæves den sammen med den lave marvært ‘Witham Wonder’, som en af de to hovedsorter i Danmark.

Det var særligt de små, fine, velsmagende og søde ærter, der gjorde den populær. Det til trods for, at den i udbytte lå under nogle af de andre ærtesorter. Nogle kilder angiver dog et meget stort udbytte.

De norske grønsagsforsøg afholdt i begyndelsen af 1900-tallet giver sorten højeste karakter for de friske ærters saftighed og sødme, og den er her blandt de sorter, der anbefales til dyrkning.

I Danmark var den fortsat i handelen helt op i begyndelsen af 1970-erne.

I 1930-erne omtales sortens synonym ‘Admiral’ i en af kilderne fra USA som en meget distinkt og letgenkendelige sort med en meget lang historie. Allerede i 1860-erne omtales den i en amerikansk kilde som ”a most valuable acquisition”.

Frøprøver og accessioner

I  forsøgene i 2019 deltog følgende 7 frøprøver af ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’:

‘Fairbeards’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 5225. Donorlandet er Tyskland. Ungarn står også angivet. Modtaget af genbanken i 2003.

‘Fairbeards Green’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 5631. Donorlandet er Tyskland. Modtaget af genbanken i 2003.

‘Fairbeards Nonpareil’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 241. Donorlandet er Tyskland. Oprindelseslandet er Storbritanien. Modtagelsesåret ukendt.

‘Fairbeards Nonpareil’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 7223. Donorlandet er Tyskland. Rusland står også angivet. Modtaget af genbanken i 2003.

‘Fairbeards Non Pareil’. Skaffet fra den engelske frøsamlerorganisation The Heritage Seed Library, der som synonym angiver ‘Admiral’. Sorten har ifølge angivelserne fra HSL fået navn efter det franske udtryk for uovertruffen: ”Non Pareil”. Den blev forædlet af William Fairbeard ud fra ‘Champion of England’. Formodentlig omkring 1840. Tidlig marvært, der bliver omkring 1 m høj, og bærer hvide blomster, der efterfølges af slanke, lysegrønne bælge, som indeholder 6-8 søde ærter.

‘Fairbeards Non Pareil’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 244139. Donorlandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1957 fra Instituut voor de Veredeling van Tuinbouwgewassen i Wageningen.

‘Fairbeard´s Nonpareil’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 206839. Donorlandet er USA. Modtaget af genbanken i 1953 fra University of Wisconsin. Fra en samling oprindelig grundlagt af D. N. Shoemaker.

Anvendelse

Den middeltidlige høje marvært ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ kaldes i kilderne også både middelsen og sildig. Middeltidlig er dog den mest gennemgående beskrivelse. Der går 80 dage fra såningen til den er brugelig. Plukketiden er ca. 32 dage. Det er vigtigt at lægge mærke til, at der er i det skandinaviske kildemateriale gennem tiden er brugt forskellige målemetoder for at fastsætte tidlighedstallet for ærter.

Den anvendtes i stor stil til konservesbrug. Dette kan skyldes, at dens bælge udviklede sig nogenlunde samtidigt, så de kunne høstes og leveres til konservesfabrikkerne på én gang.

Det fortælles i begyndelsen af 1900-tallet, at den udgave af sorten, som havde hjemme i Danmark havde udviklet sig i en anden og mere heldig retning i forhold til den oprindelige engelske ‘Fairbeards’.

Den danske udgave af ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’ varierede ifølge kilderne en del, og de forskellige konservesfabrikker havde hver deres specielle stamme. En af disse var ‘Dansk Henkogningsært’, der havde mørkere frø.

Sorten gik stadig sin sejrsgang i de danske og nordiske køkkenhaver i den periode i den skandinaviske sortshistorie, som man kan kalde Sildig Mendelikum, der forløb mellem 1925 og 1950. Du kan se mere om de sortshistoriske tidsperioder for grønsager og de mest dyrkede sorter her.

Den er stadig at finde i danske frøkataloger helt frem til i hvert tilfælde 1970.

Beskrivelse

Beskrivelserne af de sorter, som er med i Ærter for Evigt tager først og fremmest udgangspunkt i skandinaviske kilder, og de er en sammenskrivning af disse. Forsøgene går jo blandt andet ud på at finde ud af, om vi stadig i dag har frømateriale af det, som vi ud fra datidens beskrivelser med god ret kan kalde gamle danske og skandinaviske ærtesorter. For at lette læsningen er der ikke indsat kildehenvisninger her i teksten. Men du kan finde de fleste af kilderne her.

Den mest gennemgående højdeangivelse i kilderne for ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ er 150 cm. Indtil 2 meter er også nævnt. Ligesom højder på 110 cm, 130 cm, 120-150 cm og 120-160 cm også omtales.

Stænglerne beskrives som noget tynde. De er dog også beskrevet som kraftige med temmelig lange stængelstykker. De forgrener sig i 2-3 grene, der næsten når spidsen af hovedstænglen, lige under første blomsterbærende gren. Denne fremkommer i 13.-15. bladhjørne, og den ender i en indtil 2 cm lang gold axespids. Sorten skal understøttes godt, men den har dog en god fastholdelsesevne. Stænglerne beskrives også som stive med få forgreninger. Slyngtrådene er middelstore og godt hæftende. Stængelen bærer 7 bælge. 12-14 oftest parvist siddende bælge nævnes også i kilderne. Den beskrives dog mest som 1-blomstret. Internodieantallet er 20-22. 17-20 er også angivet.

Bælgene er ikke store. De er lysgrønne, afstumpede, noget buede og velfyldte. Målende på bælgene er angivet til at være ca. 7 x 1,5 cm, 6,5 x 1,3 cm, 6,3 x 1,35 cm eller 8,2 x 1,4 cm, og de indeholder 6-7 eller 6-8 ærter. En enkelt angivelse af længden på 11,4 cm synes at være fejlagtig? Bælgene beskrives også som butte, rette og smårummede.

Frøene er små, lysegrønne og meget velsmagende. Dog er de lovligt lystfarvede som kogte. Sorten beskrives som gulfrøet, men også som hvidfrøet. De modne frø beskrives også som hvidligt gule kun 8,5 mm lange og 6,8 mm brede, med særlig to store fordybninger lige overfor hinanden, hvorved formen bliver cylindrisk.

Bladene er små og mellem- til lysegrønne. De er også beskrevet som forholdsvis små og af mørk farve. De er ikke plettede eller panacherede, og de er små med smal bladplade. Bladene beskrives også således: Småbladene middelstore, farven grøn. Akselbladene middelstore, meget svagt panacherede. Og således: Småbladene temmelig store, akselbladene noget under middelstore, overhovedet ikke panacherede. Blade og akselblade grønne. Der er altså en vis diskrepans mellem kilderne i forhold til akselbladenes panachering og om den svenske stamme af ‘Fairbeards’, ‘Sylva W:s/41’ hedder det i Meddelande nr. 62 från Statens Trädgårdsförsök, ”Sortsförsök med märg- och spritärter vid Alnarp 1943-1948″: ”Sylva är en gammal sort. Redan i första förteckningen över första klass stammar finnes upptagen Sylva W:s/27 (av förbiseende bland spritärterna), vilken angives vara en »stam» av Non pareil (LAMPRECHT 1929 a). Stipler utan eller blott med spår av panachering. Även senare uppges, att stiplerna sakna panachering (LAMPRECHT 1929 b, 1932; NYHLÉN 1933), men i årsboken för 1934 (NYHLÉN 1935) heter det: »Bladfärgen ljus inedelgrön med medelmåttig panachering. (stipler?). HYLMÖ (1943) anger, att flertalet prov saknat panachering, ehuru tämligen allmänt panacherade inblandningar förekomma. Även hela prov av Non pareil kunna enligt honom vara panacherade. I senare försök ha panacherade inblandningar observerats i Sylva W:s/41, uppskattningsvis 5—10%. År 1945 utsåddes frö från panacherade plantor och gav parceller med helt avvvikande utseende, varför ingen tvekan råder om att sorten är genetiskt oenhetlig. År 1948 visade sig ett par plantor, som avveko beträffande baljornas utseende, vara märkta tidigare såsom panacherade.” Det mest generelle indtryk af kilderne beskrivelser af sorten er dog, at akselbladene ikke er panacherede.

Blomsterne har ingen støtteblade. Sorten er dels en- dels toblomstret.

Sortens frøprocent er angivet som middel til meget høj. 39-58 procent.

De vigtigste originalbeskrivelser af ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’ kan du se i PDF-format her.

Oprindelse og historie

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ har haft et langt liv. Og den er en af de mest standhaftige ærtesorter, hvad angår levetid i sortshistorien. Den blev annonceret til at blive sendt på markedet i 1853 af forædleren William Fairbeard, som også stod bag ‘Champion of England’. Året efter annoncerede det engelske frøfirma Sutton sorten som en ny sort. Men som det fremgik ovenfor under gennemgangen af frøprøverne er den engelske frøsamlernorganisation The Heritage Seed Library af den opfattelse, at ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ går helt tilbage til omkring 1840.

Thomas A. Knights rolle

Forældrelinerne til ‘Fairbeard´s Nonpareil’ er ukendte, men William Fairbeard skal kun have været i besiddelse af og arbejdet med få marværtesorter. Disse var først og fremmest et resultat af Thomas Andrew Knights forædlingsarbejde. De tilhørte de berømte ‘Knight´s Marrows’.

Hos Haage & Schmidt

På et tidspunkt mellem 1870 og 1880 introducerede det navnkundige frøfirma Haage und Scmidt fra Erfurt i Tyskland en marværtesort, som de kaldte ‘Admiral Craig’. Den var at finde i deres kataloger helt op i 1930-erne. Haage und Schmidt angav, at de ikke kendte sortens oprindelse ej heller til oplysninger om den admiral, som ærten var opkaldt efter.

‘Admiral Craig’ er ifølge en amerikansk kilde fra 1930-erne forfattet af ovenfor nævnte D. N. Shoemaker, som donerede ‘Fairbeard´s Nonpareil’ til den amerikanske genbank i 1953, den samme sort som ‘Fairbeard´s Nonpareil’. Den skal ifølge samme kilde have fået nyt navn i England: ‘Champion of Scotland’, der er på listen over de mest dyrkede ærtesort i Norden før 1950. Særligt i tidsperioderne Rustikum og Tidlig Mendelikum. Se mere om de sortshistoriske tidsperioder her.

Den danske forbindelse

Om ‘Fairbeard´s early Nonpareils’ danske historie fortælles det i 1890-erne, at sorten oprindelig stammer fra England, men meget hurtigt igen forsvandt derovre. Blev den måske her til ‘Champion of Scotland’? Danmark skal på dette tidspunkt have været det eneste sted, hvor man kunne være sikker på at få den fuldstændig ægte, og man betragtede sorten som en national køkkenurt.

Videre fortælles det, at ”En anden Køkkenurt, som også er sat i Handelen herhjemme fra Ohlsens handelsgartneri, er Marrowærten ‘Fairbeard´s early nonpareille’. Jeg erindrer, at Hr. Ohlsen modtog fra Handelsgartner Peter Schmidt i Bergedorf ved Hamborg ½ Pd. af denne Nyhed, det var i begyndelsen af Halvtredserne, den blev da formeret her og har jo senere vundet stor Udbredelse”, (Bestyrer hos J. E. Ohlsens Enke, Knud Nielsen i Gartnertidende,1896, nr. 9, s. 74-75).

Det er interessant, at der ofte indføjes et ”early” i sortsnavnet, når sorten omtales i Skandinavien?

Den danske havebrugslitteratur

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ nævnes første gang i den danske havebrugslitteratur i 1859 og med sikkerhed i de bevarede danske frøkataloger i 1868 i Priis-Courant fra G. J. Bøgh i Horsens. F. W. Frisinette bringer allerede i 1851 en grønblivende ‘Nonpareil’ i sit frøkatalog. Dens fulde navn er ‘Knights Marrow grønne Nonpareil’. ti år senere bringer J. E Ohlsen i sit katalog for 1861 en grønblivende ‘ Nonpareil’ unden tilnavnet Knights Marrow. Begge disse oplysninger passer godt med Knud Nielsens beretning.

Der er en del huller i samlingerne af de danske frøkataloger fra 1800-tallet, så det kan være svært at fastslå introduktionsåret i Danmark fuldstændigt.

Nordisk Illustreret

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, som er en af de vigtigste kilder i de nordiske grønsagers sortshistorie, nævner ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ i alle fem udgaver fra 1902, 1912, 1920-21, 1934-36 og 1945-48 (årstal for indbundne udgaver) som bl.a. den bedst kendte høje marvært. Den beskrives her som 135-150 cm høj med små, lyse og velsmagende frø af god kvalitet.

En svensk arvelinie

W. Weibull lancerede i midten 1920-erne en ny ærtesort ‘Sylva’, der var en stamme af ‘Fairbeards Nonpareil’ fremkommet gennem linieudvalg. Den holdt sig i handelen i Sverige til 1950 og var frem mod dette år meget dyrket her. Den fortrængte sammen med ‘Stensærten’ efterhånden ‘Fairbeards Nonpareil’ i Sverige.

Synonymer

I kilderne nævnes følgende synonymer for ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’: ‘Admiral Craig’, ‘Admiral’, ‘Canning Pea’ og ‘Champion of Scotland’.

Spændende og vigtige skrifter om ærter

Gennem mit arbejde med projektet om de gamle sorter er jeg stødt på en del gode skrifter om ærter. Dem får du her med links, hvis de er digitaliserede – B=billeder eller illustrationer:

  • Dybdahl, J. A. 1877. Kjøkkenhaveplanterne. København: G. E. C. Gad. Læs denne fantastiske havebog online her
  • Rostrup, O. 1889. ”Dyrkningsforsøg med forskellige Ærtesorter”, i E. Rostrup (red.), Om Landbrugets Kulturplanter og dertil hørende Frøavl, nr. 8, s. 53-72. Find den online her.
  • (B) Henriksen, P. 1919. ”Køkkenhavebrug”, i N. Juncker (red.), Den danske Landmandsbog. København: Junckers Forlag
  • (B) Sørensen, H. 1922. “Dyrkningsforsøg med Sorter og Stammer af lave Marværter. 1919-1921”, 156. Beretning fra Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, i H. C. Larsen (red.), Tidsskrift for Planteavl, 28. bind, s. 807-833. Læs den online her.
  • (B) Sørensen, H. 1926. “Forsøg med Sorter af høje Marværter. 1923-1924”, 199. Beretning fra Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, i H. C. Larsen (red.), Tidsskrift for Planteavl, 32. bind, s. 445-463. Læs den her.
  • Sørensen, H. 1948. ”Sortsforsøg med lave Marv- og Sukkerærter. 1943-45”, i F. Olsen (red.), Tidsskrift for Planteavl, 51. bind, s. 147-168. Læs den online her.
  • Knoblauch, F. 1953. ” Sortsforsøg med lave marværter 1950-52.”, i F. Olsen (red.),  Tidsskrift for Planteavl, 56. bind, s. 613-632. Læs den online her.
  • Hansen, L. & Danvig, A. M. 1936. “16. Beretning fra Fællesudvalget for Prøvedyrkning af Køkkenurter, Prøvedyrkning af lave Marværter”, Årbog for Gartneri, 17. årg., s. 182-199.
  • (B) Weydahl, K. 1912. Beretning om Selskabet Havedyrkningens Venners forsøgsvirksomhet i aaret 1911. Kristiania: Grøndahl & Søns Boktrykkeri
  • Weydahl, K. 1914. Forsøk med Erter og Bønner, 1911-1913. Kristiania: Grøndahl & Søns Boktrykkeri
  • (B) Weydahl, K. 1916. Pil- og Marverter. Kristiania: Grøndahl & Søns Boktrykkeri
  • (B) Weydahl, K. 1916. Grønsakboken. Kristiania, J. W. Cappelens Forlag
  • (B) Moen, O. 1943. Erter. Oslo: Grøndahl & Søns Forlag
  • Lindgren, E. 1877 og 1878. ”De i odling varande formerna af trädgårdsärter”, Tidning för Trädgårdsoadlare, 16. og 17. årg. Stockholm: Erik Lindgrens Förlag
  • (B) Nilsson, E. 1924. De viktigaste svenska köksväxterna I+II. Stockholm: A. Bonniers Förlag
  • (B) Nilsson, E. 1939. Bajlväxter. Stockholm: Nordisk Rotogravyr
  • (B) Robinson, W. 2 udgaver, 1885 og 1920. The Vegetable Garden. London: John Murray. Engelsk oversættelse af Vilmorin-Andrieux Les plantes potagérès. Udgaven fra 1920 af denne formidable havebog kan du læse online her
  • Thompson, R. 1849. ”Notes on some Varieties of Peas grown in the Garden of the Horticultural Society in 1849”, The Journal of the Horticultural Society of London, vol. IV, s. 269-273. Find den her.
  • Thompson, R. m.fl. 5 udgaver fra 1859 til 1939. The Gardener´s Assistant. London: Blackie & Son m. fl. Flere udgaver frit tilgængelige på nettet. Læs en af dem her.
  • Forfatter ikke angivet. 1861. “Report on the Varieties of Peas”, Proceedings of the Royal Horticultural Society London, vol. I, s. 87-93. Frit tilgængelig på nettet her.
  • Hogg, R. 1861. “Report on the Garden Peas”, Proceedings of the Royal Horticultural Society London, vol. I, s. 339-379. Frit tilgængelig på nettet her.
  • Hogg, R. 1871-1873. “Report on the Varieties of the Garden-Pea”, Journal of the Royal Horticultural Society of London, new ser., vol. III, s. cxlv-clxxiv. Læs den online her.
  • Hogg, R. 1872. ”Report on Garden Peas”, Journal of Horticulture and Cottage Gardener, n. s. vol. 23, november, 1872. Læs den online her.
  • Forfatter ikke angivet. 1903-1904. “Report on Peas at Chiswick, 1903”, Journal of the Royal Horticultural Society of London, new ser., vol. 28, s. 193-198. Find den online her.
  • Forfatter ikke angivet. 1908-1909. “Trial of Garden Peas at Wisley”, Journal of the Royal Horticultural Society of London, new ser., vol. 34, s. 288-290. Læs den her.
  • Forfatter ikke angivet. 1910-1911. “Peas at Wisley, 1910”, Journal of the Royal Horticultural Society of London, new ser., vol. 36, s. 708-725. Frit tilgængelig på nettet her.
  • (B) Fourmont, R. 1956. Les Variétés de pois Cultivés en France. Inst. National de La Recherche Agronomique.
  • Burr, F. 1865. The Field and Garden Vegetables of America. Boston: Crosby and Nichols. Frit tilgængelig på nettet her.
  • New York Agricultural Experiment Station. 1884. Third Annual Report. Albany, N.Y.: Weed. Parsons and Company. Se den her.
  • (B) Hedrick, U. P. The Vegetables of New York. Vol. I, part I: Peas. Report of the New York State Agricultural Experiment Station for the year ending June 30, 1928. Albany: J. B. Lyon Company. Frit tilgængelig på nettet her.
  • (B) United States Department of Agriculture. 1934. Descriptions of Types of Principal American Varieties of Garden Peas. Washington, D.C. Frit tilgængelig på nettet her.
  • (B) Nicolaisen, N. 1927. Beschreibung von 63 Erbsensorten. Berlin: Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft

‘Daniel O´Rourke’ – en travhest?

‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’

‘Daniel O´Rourke’ hører til blandt de absolut mest dyrkede skalærter i Norden i sidste halvdel af 1800-tallet. Helt op i første fjerdedel af 1900-tallet var den stadig blandt de mest dyrkede. I Danmark var den fortsat i handelen efter 1925.

‘Sangsters No. 1’ bliver i de fleste kilder nævnt som et synonym for ‘Daniel O´Rourke’. Og omvendt. Både tilbage i 1870-erne og fremme sidst i 1920-erne.

Dettes års forsøg går først og fremmest ud på at undersøge, om dette er rigtigt i forhold til de frøprøver, som er tilgængelige i nutiden. Det kan nemlig være meget vigtigt at kende til så mange synonymer som muligt i arbejdet med gamle sorter. For det er måske muligt at finde frøprøver af sorter, som man troede var uddøde, fordi de er lagt ind i genbankerne rundt omkring i verden under andre navne, end man hidtil har troet. F.eks. findes ærtesorten ‘Caractacus’ i genbankerne i dag. Den er nævnt i kilderne som et synonym for ‘Sangsters No. 1’. Men det skal undersøges nærmere. Bare ikke i år!

‘Daniel O´Rourke’ og ‘Sangster´s No. 1’ er begge nogle af de mest berømte og omdiskuterede sortsnavne indenfor skalærterne. Både hvad angår beskrivelse, oprindelse og synonymer.

Frøprøver og accessioner

I dette års forsøg deltager én frøprøve af ‘Daniel O´Rourke’. Den er skaffet fra Irish Seeds Savers Association, som fortæller, at den stammer fra den russiske genbank på Vavilov Instituttet i Sct. Petersborg, som skal have erhvervet sorten i 1921. Læs om de irske frøsamlere her.

Af synonymet ‘Sangster´s No. 1’ deltager to prøver fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben:
‘Sangsters’. Accessionsnr. PIS 6654. Donorlandet er Tyskland.
‘Sangsters Nr. 1’. Acessionsnr. PIS 322. Donorlandet er Tyskalnd. Oprindelseslandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1949.

I de historiske kilder er det nogle gange ‘Sangsters No. 1’ med ‘Daniel O´Rourke’ og flere andre som synonymer, der er beskrevet. Nogle gange omvendt. Og det er vanskeligt at finde en fuldstændig dækkende autentisk beskrivelse af sorten, hvis man går ud fra, at der er tale om samme sort.
Der er også nogle kilder, hvor de to sortsnavne optræder og beskrives hver for sig. I de kilder gøres der rede for de forskelle, som forfatterne mener, der er mellem dem. Det er noget af det, jeg gerne vil undersøge her i 2019.

Anvendelse

‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’ er altså en skalært. Den er tidlig og blev i Skandinavien i sidste halvdel af 1800-tallet anbefalet til herregårdshaver. Her havde man adgang til en tilstrækkelig mængde ærteris. Sorten havde nemlig brug for støtte, idet dens stængler ansås for at være relativt svage og ude af stand til at holde planterne oppe.

Sorten blev i samme periode i Norden opfattet som en alment værdsat sort, og den blev beskrevet som en af de tidligste skalærter. Den fik prædikatet velsmagende og rigtbærende.

I USA blev den i 1860-erne betragtet som fremragende til brug i mindre privathaver og som en af de bedste til intensiv dyrkning hos markedsgartnerne.

I de engelsksprogede kilder omtales den i 1880 som ”still the most popular among myriads of varieties of peas, new and old”, og den bliver i 1893 kaldt ”one of the best of the old varieties”.

De norske grønsagsforsøg afholdt i begyndelsen af 1900-tallet kommer frem til, at sorten bør udgå af skalærtesortimentet på grund af sen høst og behovet for høje ærteris. Det passer godt med, at sorten mellem 1925 og 1950 i den periode i den skandinaviske sortshistorie, som man kan kalde Sildig Mendelikum, ikke længere er at finde blandt de mest dyrkede skalærtesorter i de nordiske lande. Du kan se mere om de sortshistoriske tidsperioder for grønsager og de mest dyrkede sorter her.

Beskrivelse

Beskrivelserne af de sorter, som er med i Ærter for Evigt tager først og fremmest udgangspunkt i skandinaviske kilder. Dette års forsøg går jo blandt andet ud på at finde ud af, om vi stadig i dag har frømateriale af det, som vi ud fra datidens beskrivelser med god ret kan kalde gamle danske og skandinaviske ærtesorter. For at lette læsningen er der ikke indsat kildehenvisninger her i teksten. Men du kan finde de fleste af kilderne her.

‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’ angives i kilderne generelt til at være mellem 60 og 80 cm høj. 100-140 cm er også angivet som sortens højde. Den blev almindeligvis betragtet som en middelhøj ærtesort.

Stængelen er af svag vækst. Den er ugrenet. Af og til med et par mindre grene midt på stængelen. Første blomsterbærende gren fremkommer i 11.-16. bladhjørne. 9.-12. bladhjørne er også nævnt. Den ender i en indtil 5 mm lang gold axespids. Som regel mangler den støtteblade for blomsterne. Men den er af og til forsynet med små op til 3 mm lange støtteblade. Den bærer i gennemsnit 8-10 bælge pr. plante. De sidder for det meste enkeltvis. Sjældent parvist.

Bælgene er 4,5 cm lange. 7 cm lange og 1,3-1,4 cm brede er også angivet. De er lige, tykke, og de indeholder 7 ofte 8 ærter. 5-8 ærter er også nævnt. Du kan se bælgenes form på illustrationen her. De modne bælge er lysegule, hyppig besatte med hvide vorter.

Frøet er i moden tilstand gult. En kilde beskriver dem som gule med en mørkere plet på hver side. De er 8,2 mm lange og 7,5 mm brede. 1000 frø vejer 218 gram, hvilket vil sige en hundredekornsvægt på 21,8 gram.

Bladene er grønne. De er to til tre-parrede og bredt elliptiske.

Om blomsten fortælles, at der på 20 planter er blevet optalt 54 enkeltsiddende blomster og 10 klaser med 2 blomster.

Synonymer eller forskellige sorter

Som nævnt er der kilder, navnlig engelske, der anser ‘Daniel O´Rourke’ og ‘Sangster´s No. 1’ for at være to forskellige sorter.

En af de ting, der særligt skal kendetegne ‘Sangster´s No. 1’ er, at den blomst, som fremkommer allernederst på stænglen ofte visner uden at åbne sig. Når den nogle gange alligevel gør det, sker det ikke før efter, at den blomst, der sidder på stilken ovenfor, har åbnet sig.

‘Daniel O´Rourke’ skal adskille sig fra ‘Sangster´s No. 1’ ved, at dens bælge er en smule længere og bredere end hos ‘Sangster´s No. 1’. Den skal også være ufejlbarligt genkendelig ved, at stænglen afsluttes abrupt over et blad, som er næsten så stort som de andre, i stedet for som afslutning at have en eller to små blade, som det sædvanligvis er typisk for ‘Sangster´s No. 1’.

Bladenes hos ‘Daniel O´Rourke’ skal også være noget større, rundere og lysere i farven end hos ‘Sangster´s No. 1’.

Hvor frøene hos ‘Sangster´s No. 1’ er hvide og runde skal de hos ‘Daniel O´Rourke’ være grønligt hvide eller laksefarvede, når de er helt modne.

En sammensat natur

Som du kan læse ovenfor, er ‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’ en sammensat ærtesort, hvad angår beskrivelserne. De peger i mange retninger. Måske er det mere rigtigt at tale om et sortskompleks eller en ærtepopulation under disse navne. De vigtigste originalbeskrivelser af ‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’, inkl. nogle fra ikke skandinaviske kilder, kan du se i PDF-format her.

Oprindelse og historie

Sortsnavnet ‘Sangster´s No. 1’ blev lanceret i 1851 af det engelske frøfirma Hay, Sangster & Co. fra London.

Mystik om oprindelse og historie

Sortsnavnet ‘Daniel O´Rourke’ er omgærdet af mystik, hvad angår oprindelse og historie. I kilderne findes der dog to beretninger, som kan være interessante.

Ifølge den amerikanske frøhandler David Landreth skal en engelsk frøhandler have hævdet, at sorten kom fra USA. Landreth fortæller, at den er forædlet ud fra hans egen sort ‘Extra Early’.

En travhest?

Sorten tilskrives ifølge en anden beretning den engelske frøhandler J. G. Waite. Han skal have bragt den i handelen i England i 1853. Dette underbygges af beretninger i danske kilder fra samtiden. Waite gav sorten navn efter den hest, som havde vundet Derbyet året før.

En vis ærefrygt og en måske 300 år gammel genpulje

En række kilder nævner, at ‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’ stammer fra de meget gamle sorter ‘Early Frame’ og ‘Charlton’. Det antages også, at den er udviklet fra ‘Prince Albert’, som igen menes at nedstamme fra sorten ‘Early Frame’. Denne sort skal være en efterkommer af ‘Charlton’, som kan følges helt tilbage til 1670. Det vil altså sige, at der måske i de frø, som skal deltage i forsøgene i min have her i 2019 kan være rester, om man så må sige, af en genpulje, som kan være mere end 300 år gammel?

Hvem ved, men beretningerne fylder en med en vis ærefrygt og ærbødighed!

I havebrugslitteratur og frøkataloger

‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’ nævnes første gang i den danske havebrugslitteratur i 1855 og med sikkerhed i de bevarede danske frøkataloger i 1861 hos J. E. Ohlsen, det senere J. E. Ohlsens Enke. Der er en del huller i samlingerne af de danske frøkataloger fra 1800-tallet, så det kan være svært at fastslå introduktionsåret i Danmark fuldstændigt. Det er interessant, at sorten i Sverige nævnes i et frøkatalog allerede i 1854, og at der er en ‘o`Rourkes’ ært med på L. Dæhnfeldts første prisliste fra 1850, som dog i dag ikke er bevaret i originaludgaven, men blot er gengivet som et billede i firmaets tidsskrift Dæhnfeldt-Avleren i 1950 i anledning af firmaets 100-års jubilæum.

Nordisk Illustreret

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, som er en af de vigtigste kilder i de nordiske grøntsagers sortshistorie, nævner ‘Daniel O´Rourke’ i de tre første udgaver fra 1902, 1912 og 1920-21 (årstal for indbundne udgaver) som en skalært, der er 120 cm høj.

Synonymer

I kilderne nævnes følgende synonymer for ‘Daniel O´Rourke’ og ‘Sangster´s No. 1’:
‘Sangster´s New’, ‘Carter´s Earliest’, ‘Dickson´s First and Best’, ‘Suttons Improved Early Champion’, ‘Dicksons Climax’, ‘Washington’, ‘Isherwoods Railway’, ‘Early Caractacus’, ‘Taber´s Perfection’, ‘Hooper´s Early Rival’, ‘Dunnett´s First Early’, ‘Carter´s Improved Emperor’, ‘Veitch´s First Early’, ‘Sevastapol’, ‘Ringleader’, ‘Prince Albert’.

Det er vigtigt at få undersøgt alle de nævnte sortsnavne, som kan skaffes i dag, for at slå fast, om der virkelig er tale om synonymer i forhold til det dyrkningsmateriale, vi nu kan få fat på. Der er i hvert tilfælde umiddelbart grund til at være skeptisk overfor, om ‘Ringleader’ og ‘Prince Albert’ er synonymer for ‘Daniel O´Rourke’/’Sangster´s No. 1’.

Om Ærter for Evigt

Her i bloggen Ærter for Evigt vil du løbende kunne læse nye beskrivelser af gamle danske ærtesorter efterhånden, som de bliver færdige. Sideløbende med, at beskrivelserne bliver laget op på siden, dyrkes sorterne. Hvis der sker særligt interessante ting med dem, skriver jeg det i bloggen. Det gør jeg også, hvis jeg måske skulle være så heldig at finde en linie eller frøprøve fra en genbank, som ud fra de autentiske beskrivelser sandsynligvis kan være en gammel dansk ærtesort.

Skattejagt.

Bloggen er tænkt som en skattejagt på sortsniveau. Jeg vil gerne finde ud af, om de sorter, som tidligere var meget dyrket i Skandinavien måske kunne have dyrkningsmæssig værdi i dag. Og jeg vil gerne efterprøve, om de frø af sorterne, vi i dag kan finde i handelen og i genbankerne, giver planter, som passer på de beskrivelser, der findes i de historiske kilder fra den tid, hvor sorterne havde deres største udbredelse. Jeg vil også prøve at undersøge, om nogle af sortsnavnene måske skulle være synonymer. Det angiver kilderne, men hvordan fremstår sorterne i nutiden i forhold til det frømateriale, som vi i dag har adgang til?

Genrelt om ærter.

Hvis du gerne vil vide noget om ærternes generelle historie, dyrkningsmetoder og de forskellige ærtetyper, er en side som f.eks. havenyt.dk meget nyttig. Der er også meget interessant læsning om ærter i Webleksikon for Nordiske Kulturplanter.

Rejsekammerater gennem alle tider.

Jeg har kaldt bloggen Ærter for Evigt, fordi ærter på en måde altid synes at have været menneskers rejsekammerater som fødevare gennem de tusinder af år, hvor vi har dyrket jorden. Ærten er ligefrem i England blevet kaldt “the prince of all vegetables”. Og så er der noget håbefuldt over at lave et engelsk ordspil over titlen: Peace Forever.

Bloggens to ærtetyper.

På Ærter for Evigt vil du kunne finde to typer af haveærter. Skalærter og marværter, begge Pisum sativum var. sativum. Skalærternes modne frø er runde og glatte. De er ikke i frisk tilstand så søde og velsmagende som marværterne, men til gengæld tåler de at blive sået tidligere. De er nemlig hårdføre, og deres udvikling er hurtig. Derfor blev de i gamle dage brugt af handelsgartnerne til den ret givtige tidlige dyrkning af ærter til bælgning. Selvom deres udbytte ikke blev anset for at være stort. I forhold til tidlighed er de kun omkring 10 dage tidligere end de tidlige sorter af marværter.
Marværterne er den type haveærter til bælgning, som vi bedst kender i dag. De er kendetegnede ved, at deres modne frø er rynkede. Der eksisterer dog også nogle mellemformer mellem skal- og marværterne. Sorten Record bliver i kilderne beskrevet som en sådan.

Sorterne.

Af skalærter vil du kunne læse om og følge:
‘Daniel O´Rourke/Sangsters No. 1’

Og af marværter:
‘Wonder of America’
‘Wonder of Witham’
‘Fairbeards early Nonpareil’
‘Non plus ultra/Stensært’

Jeg håber, du vil være med på en rejse ind i ærternes vidunderlige verden her på Ærter for Evigt.