‘Fairbeard´s early Nonpareil’ – den uovertrufne og standhaftige

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ hører til blandt de allermest dyrkede høje marværter i Norden frem mod 1950. I nogle kilder fremhæves den sammen med den lave marvært ‘Witham Wonder’, som en af de to hovedsorter i Danmark.

Det var særligt de små, fine, velsmagende og søde ærter, der gjorde den populær. Det til trods for, at den i udbytte lå under nogle af de andre ærtesorter. Nogle kilder angiver dog et meget stort udbytte.

De norske grønsagsforsøg afholdt i begyndelsen af 1900-tallet giver sorten højeste karakter for de friske ærters saftighed og sødme, og den er her blandt de sorter, der anbefales til dyrkning.

I Danmark var den fortsat i handelen helt op i begyndelsen af 1970-erne.

I 1930-erne omtales sortens synonym ‘Admiral’ i en af kilderne fra USA som en meget distinkt og letgenkendelige sort med en meget lang historie. Allerede i 1860-erne omtales den i en amerikansk kilde som ”a most valuable acquisition”.

Frøprøver og accessioner

I  forsøgene i 2019 deltog følgende 7 frøprøver af ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’:

‘Fairbeards’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 5225. Donorlandet er Tyskland. Ungarn står også angivet. Modtaget af genbanken i 2003.

‘Fairbeards Green’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 5631. Donorlandet er Tyskland. Modtaget af genbanken i 2003.

‘Fairbeards Nonpareil’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 241. Donorlandet er Tyskland. Oprindelseslandet er Storbritanien. Modtagelsesåret ukendt.

‘Fairbeards Nonpareil’. Fra genbanken i Tyskland, IPK Gatersleben. Accessionsnr. PIS 7223. Donorlandet er Tyskland. Rusland står også angivet. Modtaget af genbanken i 2003.

‘Fairbeards Non Pareil’. Skaffet fra den engelske frøsamlerorganisation The Heritage Seed Library, der som synonym angiver ‘Admiral’. Sorten har ifølge angivelserne fra HSL fået navn efter det franske udtryk for uovertruffen: ”Non Pareil”. Den blev forædlet af William Fairbeard ud fra ‘Champion of England’. Formodentlig omkring 1840. Tidlig marvært, der bliver omkring 1 m høj, og bærer hvide blomster, der efterfølges af slanke, lysegrønne bælge, som indeholder 6-8 søde ærter.

‘Fairbeards Non Pareil’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 244139. Donorlandet er Holland. Modtaget af genbanken i 1957 fra Instituut voor de Veredeling van Tuinbouwgewassen i Wageningen.

‘Fairbeard´s Nonpareil’. Fra genbanken i USA, U. S. National Plant Germplasm System N. P. G. S. Accessionsnr. PI 206839. Donorlandet er USA. Modtaget af genbanken i 1953 fra University of Wisconsin. Fra en samling oprindelig grundlagt af D. N. Shoemaker.

Anvendelse

Den middeltidlige høje marvært ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ kaldes i kilderne også både middelsen og sildig. Middeltidlig er dog den mest gennemgående beskrivelse. Der går 80 dage fra såningen til den er brugelig. Plukketiden er ca. 32 dage. Det er vigtigt at lægge mærke til, at der er i det skandinaviske kildemateriale gennem tiden er brugt forskellige målemetoder for at fastsætte tidlighedstallet for ærter.

Den anvendtes i stor stil til konservesbrug. Dette kan skyldes, at dens bælge udviklede sig nogenlunde samtidigt, så de kunne høstes og leveres til konservesfabrikkerne på én gang.

Det fortælles i begyndelsen af 1900-tallet, at den udgave af sorten, som havde hjemme i Danmark havde udviklet sig i en anden og mere heldig retning i forhold til den oprindelige engelske ‘Fairbeards’.

Den danske udgave af ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’ varierede ifølge kilderne en del, og de forskellige konservesfabrikker havde hver deres specielle stamme. En af disse var ‘Dansk Henkogningsært’, der havde mørkere frø.

Sorten gik stadig sin sejrsgang i de danske og nordiske køkkenhaver i den periode i den skandinaviske sortshistorie, som man kan kalde Sildig Mendelikum, der forløb mellem 1925 og 1950. Du kan se mere om de sortshistoriske tidsperioder for grønsager og de mest dyrkede sorter her.

Den er stadig at finde i danske frøkataloger helt frem til i hvert tilfælde 1970.

Beskrivelse

Beskrivelserne af de sorter, som er med i Ærter for Evigt tager først og fremmest udgangspunkt i skandinaviske kilder, og de er en sammenskrivning af disse. Forsøgene går jo blandt andet ud på at finde ud af, om vi stadig i dag har frømateriale af det, som vi ud fra datidens beskrivelser med god ret kan kalde gamle danske og skandinaviske ærtesorter. For at lette læsningen er der ikke indsat kildehenvisninger her i teksten. Men du kan finde de fleste af kilderne her.

Den mest gennemgående højdeangivelse i kilderne for ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ er 150 cm. Indtil 2 meter er også nævnt. Ligesom højder på 110 cm, 130 cm, 120-150 cm og 120-160 cm også omtales.

Stænglerne beskrives som noget tynde. De er dog også beskrevet som kraftige med temmelig lange stængelstykker. De forgrener sig i 2-3 grene, der næsten når spidsen af hovedstænglen, lige under første blomsterbærende gren. Denne fremkommer i 13.-15. bladhjørne, og den ender i en indtil 2 cm lang gold axespids. Sorten skal understøttes godt, men den har dog en god fastholdelsesevne. Stænglerne beskrives også som stive med få forgreninger. Slyngtrådene er middelstore og godt hæftende. Stængelen bærer 7 bælge. 12-14 oftest parvist siddende bælge nævnes også i kilderne. Den beskrives dog mest som 1-blomstret. Internodieantallet er 20-22. 17-20 er også angivet.

Bælgene er ikke store. De er lysgrønne, afstumpede, noget buede og velfyldte. Målende på bælgene er angivet til at være ca. 7 x 1,5 cm, 6,5 x 1,3 cm, 6,3 x 1,35 cm eller 8,2 x 1,4 cm, og de indeholder 6-7 eller 6-8 ærter. En enkelt angivelse af længden på 11,4 cm synes at være fejlagtig? Bælgene beskrives også som butte, rette og smårummede. Se formen på bælgene her.

Frøene er små, lysegrønne og meget velsmagende. Dog er de lovligt lystfarvede som kogte. Sorten beskrives som gulfrøet, men også som hvidfrøet. De modne frø beskrives også som hvidligt gule kun 8,5 mm lange og 6,8 mm brede, med særlig to store fordybninger lige overfor hinanden, hvorved formen bliver cylindrisk.

Bladene er små og mellem- til lysegrønne. De er også beskrevet som forholdsvis små og af mørk farve. De er ikke plettede eller panacherede, og de er små med smal bladplade. Bladene beskrives også således: Småbladene middelstore, farven grøn. Akselbladene middelstore, meget svagt panacherede. Og således: Småbladene temmelig store, akselbladene noget under middelstore, overhovedet ikke panacherede. Blade og akselblade grønne. Der er altså en vis diskrepans mellem kilderne i forhold til akselbladenes panachering og om den svenske stamme af ‘Fairbeards’, ‘Sylva W:s/41’ hedder det i Meddelande nr. 62 från Statens Trädgårdsförsök, ”Sortsförsök med märg- och spritärter vid Alnarp 1943-1948″: ”Sylva är en gammal sort. Redan i första förteckningen över första klass stammar finnes upptagen Sylva W:s/27 (av förbiseende bland spritärterna), vilken angives vara en »stam» av Non pareil (LAMPRECHT 1929 a). Stipler utan eller blott med spår av panachering. Även senare uppges, att stiplerna sakna panachering (LAMPRECHT 1929 b, 1932; NYHLÉN 1933), men i årsboken för 1934 (NYHLÉN 1935) heter det: »Bladfärgen ljus inedelgrön med medelmåttig panachering. (stipler?). HYLMÖ (1943) anger, att flertalet prov saknat panachering, ehuru tämligen allmänt panacherade inblandningar förekomma. Även hela prov av Non pareil kunna enligt honom vara panacherade. I senare försök ha panacherade inblandningar observerats i Sylva W:s/41, uppskattningsvis 5—10%. År 1945 utsåddes frö från panacherade plantor och gav parceller med helt avvvikande utseende, varför ingen tvekan råder om att sorten är genetiskt oenhetlig. År 1948 visade sig ett par plantor, som avveko beträffande baljornas utseende, vara märkta tidigare såsom panacherade.” Det mest generelle indtryk af kilderne beskrivelser af sorten er dog, at akselbladene ikke er panacherede.

Blomsterne har ingen støtteblade. Sorten er dels en- dels toblomstret.

Sortens frøprocent er angivet som middel til meget høj. 39-58 procent.

De vigtigste originalbeskrivelser af ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’ kan du se i PDF-format her.

Oprindelse og historie

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ har haft et langt liv. Og den er en af de mest standhaftige ærtesorter, hvad angår levetid i sortshistorien. Den blev annonceret til at blive sendt på markedet i 1853 af forædleren William Fairbeard, som også stod bag ‘Champion of England’. Året efter annoncerede det engelske frøfirma Sutton sorten som en ny sort. Men som det fremgik ovenfor under gennemgangen af frøprøverne er den engelske frøsamlernorganisation The Heritage Seed Library af den opfattelse, at ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ går helt tilbage til omkring 1840.

Thomas A. Knights rolle

Forældrelinerne til ‘Fairbeard´s Nonpareil’ er ukendte, men William Fairbeard skal kun have været i besiddelse af og arbejdet med få marværtesorter. Disse var først og fremmest et resultat af Thomas Andrew Knights forædlingsarbejde. De tilhørte de berømte ‘Knight´s Marrows’.

Hos Haage & Schmidt

På et tidspunkt mellem 1870 og 1880 introducerede det navnkundige frøfirma Haage und Scmidt fra Erfurt i Tyskland en marværtesort, som de kaldte ‘Admiral Craig’. Den var at finde i deres kataloger helt op i 1930-erne. Haage und Schmidt angav, at de ikke kendte sortens oprindelse ej heller til oplysninger om den admiral, som ærten var opkaldt efter.

‘Admiral Craig’ er ifølge en amerikansk kilde fra 1930-erne forfattet af ovenfor nævnte D. N. Shoemaker, som donerede ‘Fairbeard´s Nonpareil’ til den amerikanske genbank i 1953, den samme sort som ‘Fairbeard´s Nonpareil’. Den skal ifølge samme kilde have fået nyt navn i England: ‘Champion of Scotland’, der er på listen over de mest dyrkede ærtesort i Norden før 1950. Særligt i tidsperioderne Rustikum og Tidlig Mendelikum. Se mere om de sortshistoriske tidsperioder her.

Den danske forbindelse

Om ‘Fairbeard´s early Nonpareils’ danske historie fortælles det i 1890-erne, at sorten oprindelig stammer fra England, men meget hurtigt igen forsvandt derovre. Blev den måske her til ‘Champion of Scotland’? Danmark skal på dette tidspunkt have været det eneste sted, hvor man kunne være sikker på at få den fuldstændig ægte, og man betragtede sorten som en national køkkenurt.

Videre fortælles det, at ”En anden Køkkenurt, som også er sat i Handelen herhjemme fra Ohlsens handelsgartneri, er Marrowærten ‘Fairbeard´s early nonpareille’. Jeg erindrer, at Hr. Ohlsen modtog fra Handelsgartner Peter Schmidt i Bergedorf ved Hamborg ½ Pd. af denne Nyhed, det var i begyndelsen af Halvtredserne, den blev da formeret her og har jo senere vundet stor Udbredelse”, (Bestyrer hos J. E. Ohlsens Enke, Knud Nielsen i Gartnertidende,1896, nr. 9, s. 74-75).

Det er interessant, at der ofte indføjes et ”early” i sortsnavnet, når sorten omtales i Skandinavien?

Den danske havebrugslitteratur

‘Fairbeard´s early Nonpareil’ nævnes første gang i den danske havebrugslitteratur i 1859 og med sikkerhed i de bevarede danske frøkataloger i 1868 i Priis-Courant fra G. J. Bøgh i Horsens. F. W. Frisinette bringer allerede i 1851 en grønblivende ‘Nonpareil’ i sit frøkatalog. Dens fulde navn er ‘Knights Marrow grønne Nonpareil’. ti år senere bringer J. E Ohlsen i sit katalog for 1861 en grønblivende ‘ Nonpareil’ unden tilnavnet Knights Marrow. Begge disse oplysninger passer godt med Knud Nielsens beretning.

Der er en del huller i samlingerne af de danske frøkataloger fra 1800-tallet, så det kan være svært at fastslå introduktionsåret i Danmark fuldstændigt.

Nordisk Illustreret

Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, som er en af de vigtigste kilder i de nordiske grønsagers sortshistorie, nævner ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ i alle fem udgaver fra 1902, 1912, 1920-21, 1934-36 og 1945-48 (årstal for indbundne udgaver) som bl.a. den bedst kendte høje marvært. Den beskrives her som 135-150 cm høj med små, lyse og velsmagende frø af god kvalitet.

En svensk arvelinie

W. Weibull lancerede i midten 1920-erne en ny ærtesort ‘Sylva’, der var en stamme af ‘Fairbeards Nonpareil’ fremkommet gennem linieudvalg. Den holdt sig i handelen i Sverige til 1950 og var frem mod dette år meget dyrket her. Den fortrængte sammen med ‘Stensærten’ efterhånden ‘Fairbeards Nonpareil’ i Sverige.

Synonymer

I kilderne nævnes følgende synonymer for ‘Fairbeard´s Early Nonpareil’: ‘Admiral Craig’, ‘Admiral’, ‘Canning Pea’ og ‘Champion of Scotland’.